Kolik-plus-tigerspring…

Takker for kommentarer, gode råd og sympatitilkendegivelser. Det luner. For det er skisme op ad bakke i disse dage, hvor frk. Kolik-Bean samtidig er ramt ind i det næste tigerspring  (det, der kommer omkring 8 ugers alderen) og KUN vil sove i løbet af dagen, hvis hun ligger på mig. Kæreste er åbenbart ikke lige så god at ligge på… Og han skal have 3 dages eksamen med overnatning på Fyn mandag til onsdag. Oh joy. Vi overlever. Men sgu heller ikke meget mere end det lige nu.

The ‘K’ Word

K som kolik Sunder-Helle var på ekstra besøg for at udelukke at Bean græder over sult eller fordi hun får alt for meget mad. Hun tager fint på og intet andet er i vejen, så Sunder-Helle sagde det ord, vi egentlig godt selv efterhånden havde regnet ud. Nå. Så vi har altså et kolikbarn. Ikke et der er ked af det hele dagen hver dag – bortset fra i dag som har været beyond hæslig. Vi kan ikke gøre andet end vi allerede gør med svøb og tryghed og omsorg (ikke mindst for hinanden!), og så krydse fingre for at Beans centralnervesystem er klar og modnet lidt tidligere end de 3-4 måneder, kolikbørn sædvanligvis er kede af det. Og så i øvrigt glæde os over de gode stunder og...

Gråd, gråd og mere gråd

Suk. Jean bruger de fleste af sine vågne timer på at være ked af det, vred, frustreret og ulykkelig i disse dage. Det er skrækkeligt og hårdt og får en til at tvivle seriøst på sine evner som Mogens forældre. Vi skiftes til at forsøge at bevare optimismen og overskuddet og siger til hinanden at de fleste børn med maveproblemer og børn i det hele taget bliver meget nemmere og gladere efter de første 3 måneder. Og at vi i så fald er mere end halvvejs i mål. Kæreste er oven i købet syg og skal også passes lidt på. Så lige nu er det ren overlevelse og jeg hænger fast med næb og kløer for ikke at ryge ind i noget med...

– den alternative verden

Nå. Vi tror altså, at vi er kommet til den konklusion, at Bean har en eller anden form for kolik. Ikke den helt vilde ‘vi-skriger-hele-dagen-hver-dag’ slags, men der er dage hver uge, hvor der er utrøstelig gråd i flere timer. Og det slider på både barn og forældre. Så vi tager en tur til Hvidovre på mandag og besøger en kraniosakralterapeut ved navn Ruth, der udvirkede mirakler for en venindes datter. Og håber, at det giver et lidt gladere barn. For det er godt nok hårdt at blive råbt ind i hovedet af et barn, man ikke kan trøste, fordi det hverken er mad eller bleskift eller over- eller understimulering, der er i vejen. Fx i går. Phew. I øvrigt...

Say cheese

Jeg ville have lavet et indlæg mandag om at der vist var det første lille, ægte smil (reflekssmil har vi haft masser af lige fra start) …men så røg vi vist direkte ud i det første tigerspring med rasende gråd, ulykkelig gråd, gråd under spisning og et barn der kun vil sove hvis hun bliver holdt i hånden og/eller set og/eller ligger på mor. Hvilket betyder at jeg i nat har sovet hele 1,5 time. Og så stivner smilet altså lidt. Kæreste er generelt god til at tage over dele af nætterne, men Kærestes elever skal til eksamen i dag og han skal jo for pokker ikke spolere årets studenters snit og fremtidige uddannelsesmuligheder pga. frk Tigerlilly. Så indlæg om søde smil og kære børn venter lige til...
Older posts