Der er hermed officielt gået en måned siden Bean kom til verden.Det virker på samme tid som en evighed og et splitsekund. Hvad vi har nået:– at skifte ca 10 bleer i døgnet– at lære flere forskellige slags gråd at kende– at tude 2 gange af træthed og frustration over ulykkeligt barn– at spise på bistro mens Bean sov sødt i Odderen– at være alene sammen i en halv time mens mormor passede Bean– at være nøgne sammen– at løbe et par små ture– at være lykkelige, frustrerede, afmægtige, forelskede og de fleste følelser derimellem– at lære at amme (det var lidt en krig I dag starter både mødregruppe og efterfødselstræning I morgen – hvem ved?

Sunder-Helle var på visit igen i går. Og vejede Bean igen. Hun havde præsteret at tage 500 g på i løbet af de sidste 9 dage. Så tror da pokker at jeg har haft en fornemmelse af at amme non-stop! Min mor var også på besøg og hjalp med rengøring og 30 minutters pasning så Kæreste og jeg kunne fejre hans fødselsdag på den meget lokale franske bistro med hhv en stor fadøl og en halv lille fadøl. I dag har der udover tøjvask været tid til at bage boller og til anden post-baby løbetur da Kæreste kom hjem fra arbejde. Den første sø er hermed besejret sammen med ruten til og fra den. Sevans hvor føles det godt at komme igang!...

For det første: al min beundring og forundring til alle enlige forældre. Hvordan pokker holder I skruen i vandet og overkommer det hele på egne to hænder? Dernæst. Jeg kæmpede en kamp mod min indre martyr i går. Bean havde en skrækkelig nat mellem mandag og tirsdag men jeg syntes alligevel at Kæreste skulle tage i biograf med kollegaer i Odense efter arbejde fordi han havde glædet sig sådan. Han skulle så jf aftale være hjemme kl. 19. Det viste sig imidlertid at filmen – surprice – var MEGET lang og han var derfor først hjemme kl. 21. Efter lang eftermiddag og aften med meget vågent barn. Og det var svært ikke at være sur og martyragtig, men det orker...

‘Nogen’ fejrede sin 3 ugers fødselsdag ved at være helt vågen og helt umulig indtil kl. 2.30 i nat. Hvordan pokker er der gået næsten en måned allerede? Det føles på en og samme tid som om hun har været her altid (og vi aldrig har sovet) og som om hun lige er blevet født. Vi er stadig i fuld gang med at lære hendes signaler og lyde at kende og hun er så småt igang med at udforske sine nære omgivelser ved at iagttage, lytte ogrække ud med armene. Vi glæder os i den grad til hun får noget der bare minder om en døgnrytme og vi dermed får noget at planlægge livet bare en smule efter.Og jeg håber...

– det gik lige op for mig, at de seneste baby-indlæg mest har været brok og ‘hvor er det hårdt’. Det er det også. Og dem, der siger, at ‘det er magisk’, har vist glemt hvordan det var at stå midt i nyt liv uden brugsanvisning og/eller sammenhængende søvn og/eller smertende bryster. Men det er søreme også vidunderligt med sådan en lille knirke-trold, når hun er sød og nem og solen skinner, og Kæreste er hjemme og der er overskud og kærlighed og ømhed all around. Som fx i dag. (Og i går eftermiddags var vi overskudsagtige nok til at lade hende sove sin eftermiddagslur i stuen med babyalarm som selskab, fordi vi befandt os i soveværelset og brugte 20...