Bogstaveligt talt. Bean og mig, altså.

For med et par ugers mellemrum får jeg det skidt – det føles lidt feber-og-kvalme-agtigt og derudover får jeg ondt i lænd og den aller-nederste del af maven. Og så bliver jeg skidebange. Hver gang. Og tror at nu går det ikke længere med lykken og med at lykkes.

(Lægen siger, alt er normalt, var sød og fandt hjertelyd med lillebitte apparat og at jeg sandsynligvis ‘vokser i ryk’ snarere end lidt ad gangen hele tiden. Super)

Suk. Det er der altså aldrig nogen, der fortæller om, når man hører andre fortælle om det dér svangerskab. Og er andre også lige så angste for, at noget skal gå galt? Eller er det bare mig, der er lige lovlig ‘glasset-er-halvt-tomt’ omkring det her?

Nåmen, alle er blevet glade (og nogle endda rørte) på vores vegne, der er første jordemodersession på tirsdag og jeg vokser tilsyneladende som jeg skal. Bare i ryk.