Som en lille snebold, der ruller ned ad en bakke

Var en tur forbi Riget i går til en doubletest, som Kæreste og mig får resultatet af torsdag i næste uge til NF-scanning. Det bliver en udvidet omgang, for jeg har meldt mig (os?) som forsøgskaniner (læs: deltagere) i internationalt WHO-forsøg, der skal undersøge fostres vækst for at få et bedre billede af en slags ‘normaludvikling’.

Så jeg skal også interviewes om kost mv. Det er fine by me, og jeg synes egentlig, det er win-win (beklager, men hvad pokker siger man ellers?), for der er en del ekstra scanninger med fordelt over resten af den her udvikling. Vi får altså rigtig fine muligheder for at følge med i, hvordan Bean går (ligger) og har det derinde.
Men så starter det godt nok også med tests, scanninger, blodprøver, undersøgelser og alt muligt andet. Prøvesvar fra lægen dukkede op på mail, og jeg har (surprice!) hverken HIV, klamydia, syfilis, hepatitis eller andre spændende ting.
Vi nærmer os så småt den forjættede 12. uge, og det bliver efterhånden dejligt at kunne dele med andre. Mine forældre er de første, der skal vide noget, og der er en aftale om besøg i provinsen om to uger. Indtil da er det egentlig også meget hyggeligt at være to (plus en del sundhedspersonale), der ved noget.
Gad vide, hvordan de reagerer, forældrene? Kærestes forældre har jo efterhånden et par børnebørn, så det bliver bare noget med et telefonopkald, men det er en første gang for mine forældre – og søster, for den sags skyld.
Hvordan fortæller man det egentlig på en fin måde?

De små ting

– er lige nu det, jeg holder fast i for ikke at det hele skal blive for skræmmende. (Lægeaftale i morgen eftermiddag kan forhåbentlig give lidt mere ro i sindet)

Kæreste er verdens bedste.

Han er sød og forstående og bliver ikke træt af at jeg bliver ked af det eller ligger på sofaen – og jeg elsker ham.

I virkeligheden er det jo ikke en lille ting. Men ikke desto mindre er det noget, jeg er lykkelig for.

Det bliver bedre. Ikke?

Altså, med det der grundlæggende, eksistentialistiske angst? Ikke?

Ellers er jeg eddermaneme på skideren.

Lægen var sød og rar og lyttede til hvad jeg havde at fortælle og sagde, at alting lød normalt og slet ikke fik ham til at tænke hverken røde eller gule advarselsflag. Første reelle undersøgelse på onsdag. Lægesekretær gik i øvrigt igang med at udfylde det dér svangrejournal – og spørgsmålet ‘Hvem er barnets far?’ gjorde af en eller anden grund det hele meget virkeligt og jeg blev helt rørt. Hormoner, anyone?

Men jeg bliver simpelthen ikke tryg før der er konkret tegn på liv. (Suk, hvorfor kan man ikke bare glæde sig og vente og være en af dem, der melder ud til alverden når testen viser positiv? Jeg tør simpelthen ikke. Jeg føler, at Nemesis kommer med en kæmpestor lussing og et håndkantsslag, hvis vi melder åbne kort før (tidligst!) efter NF-scanning.)

Så indtil videre forsøger jeg på bedste beskub at slå koldt vand i blodet og tænke positive tanker. Kæreste er heldigvis sød og meget, meget forstående.

Tænker om man ikke skulle være typen, der benyttede sig af Lille Københavners tilbud om drop-in weekend- eller aftenscanning for bare 200 kr?

Older posts